Ambupigen 2018

Ambufesten og Hobro Handel indleder samarbejde

HOBRO: Efter to års pause har Ambufesten og Hobro Handel valgt at puste nyt liv i den gamle tradition med at kåre årets Ambu-pige.

Det sker i år på en ny måde, hvor piger i alderen fra 17-23 kan komme til castingevent på Store Torv i Hobro lørdag 16. juni fra kl. 10.45 – 12.15 Det er Danish Models International, som står for castingen.

Alle piger, der kommer, vil blive fotograferet på den røde løber og et modelbureau samt fotograf udvælger så efterfølgende de seks piger, der vil blive nomineret til Ambupigen 2018.

Herefter vil der blive iværksat en Facebook-konkurrence, som vil køre helt frem til søndag 2. september, hvor vinderen offentliggøres på Ambu Scenen til Ambufesten.

– Vi er i Hobro Handel superstolte over, at Ambu-arrangørerne på den måde inddrager byen i eventen lang tid inden, Ambufesten søsættes. Det gør vi ud fra et fælles mål om at få alle billetter solgt til den store og veltilrettelagte Ambu fest i vores by, siger Arne B. Schade, koordinator for Hobro Handel, i en pressemeddelelse.

De seks nominerede kan se frem til gratis koncertbilletter til Open Air torsdag + Hobronx live fredag og adgangsarmbånd, så de kan komme ind alle fire dage.

De skal præsenteres alle dage til Ambufesten og involveres i Back Stage arbejde med bespisning og meet N´greet med et par udvalgte kunstnere torsdag og fredag.

Vinderen modtager blandt meget andet rejsegavekort og et hav af gaver fra butikkerne i Hobro Handel. Den endelige vinder vil også blive en del af Team Danish Models og således indgå som model i firmaets modeevents i Danmark.