DANSETTEN

Fredag kl. 22.10

URO

Fredag kl. 22.10

Jeppe Kronback er kendt under kunstnernavnet URO. Et kunstnernavn, der giver mening, når man hører hans livshistorie, der er sat sammen af en række begivenheder, der har medført, at han selv beskriver det som om, at han har levet fem liv. Det er, selv om Jeppe Kronback blot er 25 år gammel. Den unge musiker, der brød gennem med singlen ’Når jeg bliver til jord’ i 2020, er vokset op på den københavnske Vestegn med to forældre og en bror, der tilhørte Pinsekirken. ”Som barn kom vi meget i kirken, men på grund af et lidt snævert og ekstremt miljø, skiftede vi til Folkekirken. Her var det orglet og salmerne, der dannede min første musikalske indflydelse. ”Jeppe Kronback tror på Gud. Det kan han ikke slippe, som han selv formulerer det, men han er ikke udøvende. ”Kristendommen har haft en indflydelse på mig i mit tekstunivers. Jeg er opdraget i et miljø, hvor man måske har et lidt andet ordforråd, hvor gamle bibelcitater fylder en hel del. Det har givet mig et lidt gammelklogt sprog, og det tror jeg, folk bliver tiltrukket af i min sangskrivning.”